Tirsdagsfiskernes – 5 december 2023.
Det var rimeligt koldt, da 8 tirsdagsfiskere mødtes på Stigbjerg. Vi fordelte os på hele stykket ud til hegnet til Lejodden, og en enkelt gik om mod Frølunde. Vinden kom fra øst, så det var ok at gå og fiske. Vandet har stadigvæk en gunstig temperatur, men alligevel blev fingrene hurtigt kolde og stive. I løbet af et par timer, var alle godt kolde og der var ikke fanget noget eller bare mærket et hug. Så den varme kaffe blev fundet frem og Gerts kage blev delt rundt. Det hjalp lidt, men humøret var ikke til mere fiskeri, så folk begyndte lige så stille at sive hjemad. Så selvom det er meget koldt, er det rart at mødes med tirsdagsfiskerne omkring den fælles interesse at fiske. Der er et godt kammeratskab og man får god motion og frisk luft.
Niels