Korsør Lystfiskerforening

TirsdagfiskerneLogo300x300

Tirsdagsfiskerne – 31. Januar 2023

Søndag aften så vejrudsigten for tirsdag ikke særlig opløftende ud, men det gode var, at vinden ville være i sydvest. Så ville Lejodden være et godt sted. I løbet af mandagen svingede vinden over i stik vest. Ikke godt for at være på Odden. Mandag aften ved 20-tiden viste alle meteorologiske kort, at vinden ville være i sydvest tirsdag formiddag. Godt så mødes vi på Musholmvej på P-pladsen kl 9. Vejret var ganske fint med svag vind og det var næsten tørvejr. Vi var tre fiskere, som ankom til P-pladsen. Henning var hurtig til at komme i vadernes. Gert og jeg fortalte ham, at for enden af stien skulle han gå til venstre. Uha, vi vidste ikke bedre. Henning kom ud på en længere gåtur. Han skulle være gået til højre i stedet. Da Gert og jeg kom til vandet, var Henning heldigvis i gang med fiskeriet. Det var et rigtig godt vejr til fluestangen, så den brugte vi alle. Forholdene var ideelle, men det vidste havørrederne ikke. Vi havde ingen kontakt eller så noget som helst, så efter flere timers fiskeri kunne det være nok. Gert ville gerne fortsætte lidt endnu. Henning og jeg kørte hjem. En fin dag var det alligevel.

Niels