Korsør Lystfiskerforening

Den Gule Snor - Karup å fiskerne

Kordinator:
Jesper Thykjær Andersen
Mobil: 42 80 75 00
Mail: seatrout@outlook.dk

Introduktion.
”De Gule Snore” er en gruppe medlemmer af Korsør Lystfiskerforening, som har fundet sammen i et fællesskab omkring havørredfiskeriet i Karup Å.
Gruppens kendetegn er en gul snor med en lille Hardy saks monteret.
Snoren bæres om halsen og altid fuldt synligt.
Gruppens medlemmer arrangerer ture af forskellig varighed til Karup Å.
Turene er åbne for alle KLF-medlemmer.

Historien.
”De Gule Snore” (DGS) opstod faktisk ved en tilfældighed i efteråret 2012
Jesper Thykjær har altid gået med en lille Hardy saks i en gul snor om halsen.
KLF medlem Hans Jessen spurgte en dag interesseret til betydningen af den gule snor og Jesper Thykjær spandt straks en røverhistorie om den gule snors store betydning:
”Snoren med Hardy saksen er sandelig et symbol på den værdighed og agtelse man opnår ved samtidigt medlemskab af både KLF og Skive Lystfiskerforening”
Jesper fortalte videre om de mange herligheder havørredfiskeriet i Karup Å byder på – han prøvede virkelig at sælge varen og smurte tykt på, hvor det var muligt.
Hans Jessen lyttede, rystede med hovedet og spurgte ikke yderligere til Snoren.

Røverhistorien må nu alligevel have gjort indtryk på Hans, for 2 måneder senere blev Jesper kontaktet af Hans Jessens hustru, som spurgte om Hans kunne opnå en ”Gul Snor med Hardy saks”, såfremt han også blev medlem af Skive Lystfiskerforening
Hustruen ville så give medlemskabet sammen med Den Gule Snor som julegave til Hans.

Julen 2012 talte ”De Gule Snore” således 2 medlemmer og gruppen var en realitet

”De Gule Snore” i dag.
Siden starten i 2012 er gruppen roligt vokset og antallet af arrangementer ved Karup Å er støt stigende.
Gruppen består i dag af omkring 20 personer – der føres ingen medlemsliste – er man først optaget, så er det på ægte loge-vis for resten af livet 😊

Turene til Karup Å har typisk en varighed af 7 dage, men er altid arrangeret således, at deltagerne kan nøjes med færre dage og kun betale for den tid, man har været med, dog minimum 4 overnatninger.
Der afholdes minimum 2-3 ture af 1 uges varighed ture hver sæson.
(juli – august – september/oktober)
Sæsonen igennem afvikles også kortere ture til åen typisk med 2-3 deltagere.
Repræsentanter for ”De Gule Snore” deltager i Skive Lystfiskerforenings generalforsamling.

Skive Lystfiskerforening.
Lystfiskeriforeningen for Skive og Omegn (LFSO) er en meget gammel forening stiftet allerede i 1926.
Der er i dag omkring 750 medlemmer i LFSO.
Det er en forening med en meget aktiv medlemsskare, som på fornem vis sørger for alt arbejde med klubhuset, udlejningshuset, værkstedsbygningerne, arealerne omkring husene og vedligeholdelse af broer, adgangsveje til åen mm.
Foreningen råder over fiskeret til mere end 50 km å-bred på de absolut bedste og mest berømte strækninger af Karup Å.
Hovedparten af fiskeretten er leje, men LFSO ejer selv enkelte stræk – blandt andet det kendte ”Rosgaard stykke” omkring Hagebro Kro.
Desuden ejes et par moser ved landsbyen Fly.

Skive Lystfiskerforening udlejer en fantastisk villa i Trevad med 8 sovepladser og alle moderne bekvemmeligheder. Trevad er beliggende kun 4 km. fra Hagebro
Her holder ”De Gule Snore” altid til på turene. 
I de lækre rammer har vi virkelig mulighed for at dyrke det hyggelige fællesskab.

Se mere om Skive Lystfiskerforening på hjemmeside:  https://lfso.dk

Karup Å.
Karup Å er ubestridt Danmarks (måske verdens) bedste havørred Å.
Den er næsten ureguleret i hele sit 83 km lange løb fra udspringet nær Bording til udmundingen i Skive Fjord.
Åen har en hurtig strøm med mange sving, dybe høller og lange mystiske stræk, så uanset om du fisker med flue eller spinner, får du rig lejlighed til at afprøve dine færdigheder som havørredfisker og alle de gode råd og teorier, som du sikkert er blevet bombarderet med af andre lystfiskere.
Det muligt at færdes næsten overalt langs åen – der er udlagt gangbroer på de fugtigste strækninger.
Alle fiskezoner er tydeligt afmærket med skilte på å-bredden.
I forbindelse med flere af fiskezonerne er der opsat halvtage med bænke.
Overalt er der anlagt parkeringspladser, så bilerne holder bekvemt og sikkert.

Der føres en effektiv statistik over alle havørreder fanget af lystfiskere i åen.
Af statistikken kan læses, at der årligt landes omkring 800-1200 havørreder over 40 cm. (en stor del genudsættes naturligvis) De fleste af fiskene ligger i intervallet 2-6 kg. men hvert år fanges en del fisk omkring de magiske 10 kg.
Danmarks største lystfisker å-havørred på 14,4 kg. er fanget i Vormstrup svingene ved Hagebro.
En dødfunden kæmpe hanfisk på ikke mindre end 16,3 kg er udstoppet og udstillet i Skives klubhus.

Der udsættes ikke fisk i Karup Å – alle havørrederne er ægte vilde fisk.

Fiskesæsonen strækker sig fra 1. marts til 30. oktober, men et stabilt fiskeri efter de blanke opgangsfisk opleves sjældent før omkring 1. juli.

Hvordan forløber en ”De Gule Snore” tur til Karup Å.
Turene følger KLF’s retningslinjer for arrangementer.
På uge-turene deltager 6-8 personer.
Vi mødes først ved Skive Lystfiskerforenings udlejningshus i Trevad – det betyder, at deltagerne selv arrangerer og betaler transporten til og fra huset. 
DGS anbefaler, at man kører maks. 2 personer i hver bil – det giver øget fleksibilitet i ugen.
Deltagerne arrangerer selv deres fiskeri – der er masser af plads langs åen, men alligevel er det en god ide, lige at afstemme hvor ”slaget skal stå”
På turene er der fælles indkøb og tilberedning af maden – det er et krav, at alle spiser sammen. Fællesskabet er en vigtig del af ”De Gule Snores” virke.
Maden og den samlede husleje fordeles mellem deltagerne i forhold til antal overnatninger.
Turene er ikke forbeholdt medlemmer af ”De Gule Snore”, så har du lyst til at prøve det fantastiske havørredfiskeri og det hyggelige sammenhold på en tur til Karup Å, så kontakt blot en af ”De Gule Snore”.
Deltagere som ikke er medlem af Skive Lystfiskerforening kan lokalt købe dagkort til åen.

Optagelse i ”De Gule Snore”
Alle KLF-medlemmer kan opnå medlemskab af ”De Gule Snore”
Der betales intet kontingent – eneste krav er medlemskab af både KLF og Skive Lystfiskerforening.
Alle DGS medlemmer modtager ”Den gule Snor m. Hardysaksen” uden beregning.
Der er ingen indviklede ritualer eller mystiske håndgreb – det er helt ufarligt at deltage, så længe man blot altid husker at anlægge ”Gul Snor med Saks” ved gruppens arrangementer.
En lille krølle på historien om ”Snoren” er knuderne, som særlig kyndige (læs: heldige) medlemmer af ”De Gule Snore” kan opnå.
For hver Karup Å havørred over 50 cm. må fangeren forsyne sin snor med en knude.
Den 12. knude udløser noget helt specielt – det er en dyb-dyb hemmelighed hvad der vil ske, men da intet medlem endnu er blot i nærheden af den 12. knude, så forbliver hemmeligheden intakt indtil videre.
”De Gule Snores” eneste formål er at dyrke fællesskabet og kærligheden til smukke Karup Å og dens fantastiske havørreder.