Korsør Lystfiskerforening

IMG51080_srcset-large

Tirsdagsfiskerne d. 6. december 2022

10 tirsdagsfiskere mødtes på Skovstranden. Et sted vi ikke har været længe. Vejret var ganske dejlig, for der var fint læ for den noget skarpe vind fra nordøst. Så der var rige muligheder for både flue- og spinnefiskere. Der var masser af plads til at gå derhen, hvor man mente, der var fisk at fange. Thomas nåede næsten hen til Vester Bøgebjerg. Havørreder var der en del af, for både Henning og Ib havde flere på krogen og enkelte på land, men de var alle under målet. Så var jeg mere heldig, for en god havørred tog fluen helt ude i kastet. Det giver en herlig fight på fluestangen. Da den kom på land, blev den målt til lidt over 40 cm. Den var god blank med løse skæl, så den kom med hjem. Det var den første fisk i umådeligt lang tid, så moralen fik et skud i vejret. Da klokken nærmede sig frokost tid, begyndte folk at indfinde sig for at spise den medbragte mad og få noget varm kakao og Gerts dejlige kage. Enkelte holdt for i dag. Andre fiskede videre, men Igen en tirsdag som bare var en god dag.
Niels