Korsør Lystfiskerforening

tr1312221

Tirsdagsfiskerne d. 13. december 2022

På en rigtig kold formiddag mødtes 9 tirsdagsfiskere ved Skovstranden. DMi havde lovet rolige vindforhold, så vandet var næsten blankt. Da det var så koldt, blev vi enige om at fiske et par timer og så mødes igen. Efter et stykke tid begyndte solen at skinne, så vejret blev ganske dejligt. Vi prøvede ihærdigt om fiskene ville på krogen, men det lykkedes ikke, dog havde Gert et par gode følgere, men de vendte om tæt på stangspidsen. Sidst på formiddagen var det tid til at varme æbleskiverne og sætte gløggen over. Hans havde sin grill og æbleskiver med. Da det hele var varmt, samledes alle om æbleskiver og gløgg. Det varmede dejligt. Da ingen havde haft bare et lille hug eller fisk på land, blev vi enige om, at det var nok for i dag. Til trods for kulden, var det en ganske dejlig formiddag.

Niels