Nu var det 3. gang vi gæstede Ole og Ruth Stampe på Strovstrupvej nær Holstebro. Så det kan snart kaldes en tradition. En tradition der desværre er en smule truet, idet Ole og Ruth har valgt at sælge gården, og nyde deres otium i et mindre hus i Holstebro. Der er dog lys forude, idet køberen muligvis fortsætter med udlejningen, så vi krydser fingre. men intet er endnu sikkert.

Sagen er jo den, at vi næppe kan finde et bedre logi, der ligger så perfekt i forhold til åen, og samtidig indeholder alt hvad en flok lystfiskere kan ønske sig af plads og udstyr. Skulle det glippe på Strovstrupvej, er der bestilt alternativt logi til næste års tur.

På dette års tur mødtes 5 mand i huset ved frokosttid mandag. Tirsdag morgen stødte Ib og Gerda til i deres autocamper, og blev til onsdag eftermiddag, hvor de fortsatte deres tur. De kørte ned til Esbjerg-området, hvor Ib ville forsøge sig med pighvarrefiskeriet, der lige pt. er på toppen.

Vi havde nogle dejlige dage, med sol fra morgen til aften, men også med is på bilerne om morgenen, og, fra midt på formiddagen, en stadig tiltagende vind fra Nordøstlig retning. Det sidste udfordrede evnerne med fluestangen, og man fik afprøvet nogle alternative måder at få linen over til den anden side af åen. Jeg selv fandt ud af at rulle/underhåndskaste linen op, hvorefter jeg kastede overhåndskast over venstre skulder. Det så garanteret ikke særlig kønt ud – men det virkede. En del af deltagerne forsøgte sig også med spin, når det blev for bøvlet med fluestangen.

Vandstanden var egentlig ret normal (på de dybere steder er der nok 3-4 meter), med en god strøm, der krævede synke-4-6-liner, for at komme ned tæt på bunden. I løbet af ugen faldt vandstanden omkring 30 cm, men strømmen ændrede sig ikke, så det var stadig perfekt til fluefiskeri.

Vi kom over dagen efter premieredagen, hvor der, af de 300-400 fiskere, blev fanget og hjemtaget godt 30 laks. De følgende dage, blev der hjemtaget yderligere ca. 10-12 laks om dagen – så fiskene var til at få i tale – det var blot ikke os der blev de heldige/dygtige denne gang. Da vi kørte hjem fredag formiddag, var der hjemtaget ca. 70 laks. Kvoten er i år på 175 laks over 73 cm. (normalt 2-3 havår), og 220 laks under 73 cm. (normalt 1 havår). Samtidig har man valgt at dele kvoten på store laks, så 88 blev ”frigivet” d. 16. april, mens den sidste halvdel på 87, giver endnu en premiere d. 16. juni. Dette gøres fordi det giver en bedre fordeling af størrelse og alder på de fangne fisk, men det er da også meget smart med hele 2 premierer, der giver en meget længere sæson, med chance for at hjemtage en rigtig storlaks, også et godt stykke hen på året.

Og jeg kan jo lige så godt selv fortælle, hvordan jeg fik en lang og varm spadseretur i waders, og var tæt på en ufrivillig vandgang – ellers skal turens øvrige deltagere nok fortælle det med deres egne ord. Jeg havde lige skiftet forfang, til et nyt, og åbenbart stærkere, da jeg fik kastet over, og sad fast, i nogle druknede grene. Forfanget var i hvert fald stærkere end løkken på min skydeline, for den sprængtes, og skydehovedet forsvandt over på den anden side af åen, da jeg forsøgte at få fluen fri. Nærmeste overgang er 2 km. nede ad åen, så det blev i alt en tur på 8 km. i waders! Da jeg nåede frem, kunne jeg selvfølgelig ikke finde det præcise sted hvor fluen sad, men jeg gik ud nogenlunde hvor jeg mente det var. Ud over en mængde grene og træstammer, var der også mudder – rigtig meget mudder på bunden – så meget at jeg pludselig sad uhjælpelig fast, og hver gang jeg forsøgte at bevæge mig, sank jeg bare dybere og dybere i. jeg skal ærligt indrømme at panikken var ved at indfinde sig, men heldigvis kunne jeg med min fangstkrog nå ind til en gren der ikke knækkede med det samme – det gjorde de første 3 jeg prøvede med – så jeg på den måde fik holdt fast, mens jeg fik det ene ben op af mudderet. Derefter gik det lidt bedre med at krabbe sig baglæns op, så også det andet ben kom fri. Belært af min tidligere fejl, fandt jeg en god lang og stærk rafte, så jeg kunne bruge den som vadestav, mens jeg gennemsøgte de næste 20-30 meter nedstrøms, og prøvede om jeg kunne finde/fange skydehovedet med min fangstkrog. Desværre uden held – så det blev nærmest en spildt formiddag – men jeg fik da en masse luft og motion.

Det var ikke fordi laksene viste sig ret meget – ja vi så faktisk slet ingen – udover den, en lykkelig fisker på et tidspunkt kom gående med ovre på den anden side af åen. Og så alligevel – torsdag eftermiddag var jeg kørt ud for at prøve et stykke af åen 15 km. nedstrøms åen. Jeg havde været stykket igennem en gang, og var påbegyndt anden omgang, med en anden flue på forfanget. Det øverste af stykket så meget interessant ud, med tydelige strømkanter og turbulens på overfladen, der indikerede meget varierede bundforhold – og altså mulige standpladser for laks. Jeg havde vel fisket de første 50 meter, da vandoverfladen bare 4-5 meter fra mig blev brudt, og en rigtig tyksak af en meterlang laks, sprang højt op, og landede med et gevaldigt plask, der fik hele åen til at gynge. Jeg var faktisk så tæt på, at det var lige før jeg fik lidt af sprøjtet. Man bliver lidt rystet over hvor stor og mægtig sådan en fisk er – og tanken om at den har man lige haft sin flue nede ved – giver næsten kuldegysninger. Tænk om den havde hugget – jeg kan kun drømme!

Fredag havde jeg desværre en aftale herhjemme, så der var ikke tid til at køre ud og prøve igen fredag morgen, hvor vi efter en hurtig pakning, og lidt rengøring, var klar til at sige på gensyn til Storåen ved 9-tiden. Peter og Søren snakker allerede om at tage over til Premiere nr. 2, hvis det kan indpasses i andre planer, men ellers er der som sagt bestilt til næste års ”Lige efter Premieren-tur”.

Gert Schjønning