Referat: Kaare Manniche Ebert i REVHUSET 30/10 2025.
Danmarks Sportsfiskerforbunds biolog holdt denne aften et foredrag om flere aktuelle interessante emner.
Blandt de mange emner kan nævnes:
Kaare orienterede om Forbundets arbejde med Trepartsforhandlingerne.
Lystfiskerne deltager ikke direkte i forhandlingerne (vi er ikke indbudt), men har omkring de fleste forhold et tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.
Trepartsforhandlingerne er omsider kommet i gang over hele landet, men der er endnu et godt stykke til målstregen.
Danmarks Lystfiskere skaber gennem deres arbejde med vandløbsrestaureringer store værdier for Samfundet og Kaare underbyggede det med statistikker og udregninger på storskærmen. Der er tale om virkelig værdifulde og nødvendige arbejder, som Samfundet ellers skulle betale for, hvis ”God tilstand i søer og vandløb”, som vandplanerne foreskriver skal opnås.
Penge og besparelser er noget politikerne forstår og kan forholde sig til, så det er derfor yderst vigtigt at lystfiskerne informere om de resultater vi lystfiskere leverer i form af initiativer, viden og ikke mindst gratis arbejdskraft.
Begravelsen af Vejle Fjord 6. april 2024 var en symbolsk handling arrangeret af Greenpeace og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Det varen provokerende happening, som nok afveg lidt fra Forbundets sædvanlige stil, men Kaare fortalte, at Forbundet efterfølgende måtte erkende, at netop det provokerende budskaber fangede pressens interesse og virkelig gav genlyd i både Danmark og i udlandet.
Måske er den lidt mere direkte og provokerende stil, som Greenpeace altid har benyttet, noget Danmarks Sportsfiskerforbund skal lære af og bruge mere fremover.
Skarv-problematikken blev vendt og Kaare kunne fortælle, at der efterhånden hos politikerne og i styrelserne er forståelse for problemets omfang og for nødvendigheden af en revideret og opstrammet skarv-politik. Det bliver spændende om der endelig sker noget på det område.
Kaare sluttede aftenen med en morsom lille analyse af farvernes betydning for fiskenes interesse for vores agn.
Gennem mange forsøg og tests har det vist sig, at farven BLÅ under de fleste forhold har en meget positiv indvirkning på fiskenes reaktion, men om det gælder alle steder og under alle forhold var lidt vist uklart 😊
Det var en spændende og interessant aften, som Kaare Manniche Ebert afsluttede med at tilbyde et foredrag om havørredens byttedyr. Et tilbud KLF selvfølgelig vil benytte i den nye år.
Referat: Jesper Thykjær