Tirsdagsfiskernes – 18. juni 2024.
Denne tirsdag havde Niels valgt Glænø som mødested. Vinden var svag og lagde sig helt senere på aftenen.
Vi mødtes til en lille en og gjorde klar til fiskeriet. Det var meget lavvandet og vi kunne gå ud på revlerne for at nå ud til tangbælterne. Gert valgte at gå helt ud til gennemløbet til Holsteinsborg Nor.
Vandet var rimelig klart og der var megen fiskeyngel i vandet, både kutlinger, hornfiskeunger mm. Der var også hornfisk på menuen og Per fik en havørred på omkring de fyrre på krogen, den kom ud igen.
Der var ikke nogen sluttid, så alle kom tilbage til parkeringen mellem ni og ti. Gert havde sat kage ved venstre forhjul, så vi kunne bare spise når vi var klar.
Niels mødte op men ville ikke fiske på grund af sin dårlige ryg, men ønskede os en god sommerferie, fordi næste gang er den sidste inden ferien og der kunne han ikke komme.
En dejlig aften sluttede med en fantastisk solnedgang og en meget flot farvet himmel.
Claus