Korsør Lystfiskerforening

IMG_7764

Tirsdagsfiskerne d. 7. oktober 2025

For tirsdagen lovede vejrudsigten heldigvis tørvejr indtil middag. Vinden var i det sydøstlige hjørne og meget svag, så et perfekt sted at fiske blev Røsnæs. Der var megen morgentrafik på vejen mod Kalundborg, så det var med at være i god tid. Da klokken var 9, var 5 mand mødt op til perfekt fiskevejr. Lette krusninger på vandet og næsten ingen vind. Alle gik ned ad trappen med de 42 trin til stranden. Man skal have vadestokken med, for man gik i håndbold store sten. Der kom hurtigt gang i fiskeriet og Uffe havde hurtigt en lille undermåler på land. Den måtte ud igen. Senere fik Hans en større havørred på. Med et mål på ca 30 cm, måtte den også ud igen. Jan fangede også et par undermålere, og Claus havde en følger, hvor det blev ved det Jeg havde et enkelt godt hug og ikke mere. Det bedste var dog Hans, som havde en god fisk på krogen, og kunne lande en flot havørred på omkring 42 cm. Så alt i alt en ganske god dag med fisk på krogen. Dmi havde lovet regnvejr til middag, og det holdt stik. Så ved halvettiden kørte alle hjem.

Niels