Korsør Lystfiskerforening

Ellemosen

Referat: JUNIOR-FISKEKLUBBEN’s tur til Fårdrup Ellemose - søndag 16/11 2025.

JUNIOR-FISKEKLUBBEN’s første arrangement blev afholdt ved den fine Fårdrup Ellemose, hvor 6 friske drenge i 12-14 års-alderen trodsede den bidende kulde og mødte op friske med masser at gåpåmod. Med den rette beklædning kan lidt rim og frost ikke stå i vejen for en god fiskedag.
Til at assistere juniorerne deltog 4 seniorer, som udelukkende skulle fungere som hjælpere.
Vi var så heldige at være de eneste gæster ved mosen denne dag.
Efter en kort præsentation af deltagerne og lidt instruktioner fra stedets ejer fordelte drengene sig langs mosen.
Der gik ikke længe før Frederik, som i øvrigt fiskede for første gang nogensinde, fangede hele 2 gedder. Det var en flot debut og ganske givet en oplevelse, som vil gøre Frederik til en meget aktiv juniorfisker.
Den største af fiskene som målte 70-75 cm blev straks genudsat, men den lidt mindre gedde var kroget dybt i munden og genudsætning var desværre ikke mulig.
Vi så mange tegn på jagende gedder langt fra land, men desværre uden for kastehold.  Gang på gang sprang stimer af småfisk op af vandet for at undslippe de jagende rovfisk.

Ved frokosttid stod grillen klar med masser af ristede GØL-pølser og pølsebrød i store stabler.
Juniorerne tog godt for sig af retterne, men der var midt under spisningen selvfølgelig også tid til lige at prøve et kast eller to i retning af de jagende gedder.
Grillen kørte hele eftermiddagen og ud over den normale grill-funktion blev den meget populær som en dejlig varmekilde til de lidt kolde og stive fingre.

Eftermiddagen bød på et par pudsige hændelser.: Et par af juniorerne forsøgte sig med ”Fiskeri med ristet grillpølse” – en meget vanskelig disciplin, som kun få lystfiskere mestre, men bestem ikke noget gedderne havde særlig lyst til at smage på.
Storfangeren Frederik ville øve sig lidt i at gå på vandet, men lærte meget pludseligt, at vand over støvlekanten betyder vand nede i støvlerne – så blev han den gode erfaring rigere til næste gang 😊
Bedst som fiskeriet skulle slutte, fangede Magnus en gedde og så var alle tanker om at slutte væk.  Alle greb stængerne og fiskede løs. 
Det skete dog ikke mere og efter en halv times tid pakkede vi sammen.

Det var en dejlig og hyggelig dag med juniorerne og vi har den glæde, at både Jens og Magnus efterfølgende har meldt sig ind i JUNIOR-FISKEKLUBBEN. 
Vi håber, at flere af dagens deltagere også vil søge medlemskab af JUNIOR-FISKEKLUBBEN.

Referent:  Jesper Thykjær