Korsør Lystfiskerforening

Pigvartur2025_Top

Pighvar tur til Hvide Sande i august 2025

Snakken om en pighvar tur havde længe rumlet i Foreningen. Så tirsdag d. 26. august kørte 5 KLFèr til Hvide Sande i Vestjylland, for nu skulle det afprøves, om det var muligt at fange nogle af de store flade.

Vi kørte hjemme fra kl 8,20 i to biler. Aftalen var, at vi mødtes på havnen i Hvide Sande i Lystfiskernes madpakke hus til frokost. I huset var borde og bænke, så vi kunne sidde ned og spise vores mad. Bagefter besøgte vi grejbutikken Lystfiskeren, hvor der blev købt det rigtige grej til fiskeriet. Ekspedienten var rigtig oplysende om hvilket grej vi skulle bruge. Vi fik handlet og gik over på den anden side af gaden, for her lå en fiske restaurant , hvor de havde fiskebuffet om aftenen. Så bord blev bestilt til kl. 18.

Vi kunne få vores to hytter fra kl 15. Så vi kørte til Camping Pladsen og fik nøglerne til hytterne. Det var et par rigtig pæne 6 personers hytter med god plads. 3 personer i den ene og to i den anden. Alle kunne få deres eget værelse.

Da klokken blev 18 mødte vi op på restauranten og fik anvist vores bord. Buffeten indehold forskellige slags fisk, rejer og supper. Alle lagde ud med hummersuppe. Den var rigtig god. Alle spiste godt og måske lidt mere til. Alle var trætte, så der var hurtigt ro i hytterne.

Onsdag morgen kl 5.20 stod alle op og efter en tår kaffe kørte vi til Bjerregård Strand for at få det gode fiskeri ved højvande. Søren fik en skrubbe på land. Den holdt målet, men den måtte ud igen. Efter et par timer hvor intet skete, blev vi enige om at køre hjem og få noget morgenmad/ brunch. Herefter var der dømt afslapning, for kl 16 var der afgang til Bjerregård igen. Her fik Lars Dan en fin rødspætte, som fint holdt målet, men Lars Dan satte den ud igen. Resten af dagen skete ingen ting.

Torsdag morgen tidligt kørte vi til Børsmose Strand. Det var en hel svir at komme dertil. Vi kunne køre lig ned til vandet og parkere. De andre steder vi var, skulle man over et par stejle klitter. Man gik to skridt frem og et tilbage. Det var mega hårdt. Stranden var rigtig god at fiske fra. Vi fangede ikke noget. Da klokken var ca 9 var det hjemad tid. Efter morgenmad/brunch og et hvil, kørte vi til Bjerregård Strand igen. Heldet var ikke med os, så ud op aftenen kørte vi hjem.

Fredag morgen sov vi lidt længere, for hytten skulle gøres rent, så vi pakkede sammen og kørte hjem til Sjælland.

Alle syntes det var en god tur, så vi laver en tur til foråret i  april eller maj.

Niels